Referat skrevet af Heidi Erler

Vi har igen haft touretteweekend, som var årets første og også lidt anderledes end sædvanligt, da Troldehuset var/er under renovering, så vi boede denne gang på den nærliggende kampingplads, hvor vi blev indlogeret i hytter. Vi var denne gang 12 personer (alle gengangere denne gang), som blev fordelt med 3 personer i hver hytte.

Fredag:
Der blev som sædvanligt budt alle velkommen og man blev indkvarteret i hytterne inden vi skulle have en dejlig aftensmad på campingpladsens Cafeteria. Godt mætte kunne vi sætte os over i en hyggelig dagligstue for at starte weekendens program.
Siden sidst: Vi var for første gang hurtigt igennem runden og der kunne hygge-snakkes.
• Der blev talt om at vinterdepressioner ikke har været så slemme i år, da der har været mere lyst på grund af den megen sne som der har været denne vinter.
• Nogle er utilfredse med deres samtaler hos psykiater, hvor man ikke altid bliver taget alvorligt.
• Der mangler stadig kopi på www.tourettesyndrom.dk om Bent’s tourette operation.
• Bent er i øvrigt blevet reguleret meget i medicinering efter operationen, som må siges at være meget vellykket.
• Der var nogle stykker som havde lidt forværring af tics på grund af stress i privatlivet.

touretteweekend20101

Lørdag:
Efter morgenmaden havde vi nogle timer fri til socialt samvær eller man kunne gå for sig selv. Vi var her nogle stykker som kørte op for at handle ind til aftenens hygge og derefter gik vi en tur til stranden, hvor der blev taget en masse skønne naturfotos og soppet lidt i det vinterkolde vand.

Efter frokost blev vi undervist i pædagogisk massage af Birgitte Hedemand. Birgitte arbejder til dagligt på et opholdssted med unge piger med blandt andet ADHD og Tourette. Det var også igennem dette arbejde, at Birgitte fik muligheden for at tage en uddannelse som pædagogisk massør. Det er en 2 årig uddannelse, som hun blev færdig med i 2005 ved massør Erik Tollefsen i Århus.
Som et eksempel på Birgittes daglige arbejde med de unge piger på opholdsstedet. Der er en pige som er fuldstændig oppe at køre og Birgitte tager hende ind for sig selv og giver hende pædagogisk massage, hvorefter pigen er fuldstændig afslappet og klar til at sove.
Pædagogisk massage er ikke det samme som hvad en fysioterapeut kan gøre, ej heller til sportsskader. Som pædagogisk massør er man ikke uddannet til at arbejde så det gør ondt, ligesom det kan gøre ved en fysioterapeut. Det bliver udelukkende brugt til afslapning eller hvis man har mimoser m.m.
Der arbejdes stille og roligt fra skuldre/hovede og nedefter. Det er vigtigt at klienten føler roen fra massøren for bedre at kunne slappe af, det vil sige at massøren skal kunne slappe af sammen med klienten. Som start bliver det øvre lag af huden opvarmet, derefter arbejdes der længere ned i huden, men stadig så det føles behageligt. Man laver cirkelbevægelser op langs rygraden, derefter bruges håndryggen. Man må også gerne arbejde op ved kraniekanten og op bag ørerne til tindingen, hvor det også kan spænde lidt. Man slutter af med at strække ud ved nhjælp af massøren, som vi også fik gode råd og vejledning om.
Det er nemmest på bar hud med massageolie, men det kan også gøres uden på tøjet. hvis man er utryg ved at tage tøjet af, der skal så bare arbejdes lidt hårdere for at ”kunne komme igennem tøjet”. Massagen må gerne foregå i et roligt og hyggeligt rum og gerne med afslappende musik.
En typisk massage tager imellem 25 – 60 min. alt efter om det kun er skuldre og ryg eller hele kroppen, og det føles som ren wellness.
Birgitte bruger en basisolie, som hun tilføjer et par dråber af duft som er velegnet til den enkelte person. Det kan som eksempel være lavendel-duft som virker beroligende eller sandeltræ-duft som virker antidepressiv. Der findes mange forskellige helsedufte.
Det var en meget inspirerende dag med Birgitte, for en flok ticsene med mange mimoser, og heldigvis lovede hun at komme igen.

Efter et dejligt aftensmåltid var der igen til til hyggeligt samvær.

touretteweekend20102

Søndag:

Inden vi skulle have kombineret morgenmad/brunch, skulle hytterne ryddes op og der skulle fejes så vi kan tillade os at komme igen.
Inden vi spiste gik vi i gang med evaluering af weekenden.
• Vi fik skrevet en hilsen i cafeteria-gæstebogen, som tak for god mad og en fantastisk service.
• Ikke alle var lige interesserede i lørdagens massage, hvilket også er ok, men man skal ikke forstyrre dem som gerne vil være med. Man har lov til at gå hvis temaet ikke er interessant for den enkelte person.
• De massageinteresserede syntes at det var en dejlig og inspirerende dag med Birgitte.
• Dejligt med en hurtig runde siden sidst og denne gang også uden medicin-snak.
• Som tourette-folk skal man vænne sig til et nyt sted, men stort set alle var ovenud tilfredse med at være i hytterne på campingpladsen, og det var nogle pæne og rene hytter og en god service fra personalet i cafeteriet på Campingpladsen. Det var også fint som det var opdelt med 3 personer i hver hytte som var godt indrettede til at man kunne være sig selv i hytterne.
• Da der er udsigt til at troldehuset bliver lavet med en stor sovesal, så er alle undtagen 1 person ikke længere interesserede i at fortsætte med weekenderne i Troldehuset, så der blev besluttet at vi fremover får en længe fra gården ved campingpladsen. Her er der soverum fordelt som hytterne og det er et rigtig lækkert sted, hvor vi stadig kan være os selv, også i august måned hvor der ellers er mange gæster på campingpladsen. Vi har derfor allerede nu bestilt det til den 27. – 29. august 2010, og maden er også bestilt.
Campingpladsens adresse er: MyCamp Trelde Næs, treldenæsvej 297, 7000 Fredericia, www.mycamp.dk

På gensyn i august 2010 til alle gengangere samt alle nye som endnu ikke har vovet sig med på disse fantastiske weekender.