Familie Journalen d. 10/3-2014 Af Greta Johannsen Foto: Henrik Bjerg

Uffe Richter i Holstebro har Tourettes syndrom, men fik først diagnosen som voksen. Derfor havde han en svær barndom og ungdom med masser af mobberi og selvhad. Hans søn, Alex, har desværre arvet lidelsen – til gengæld har han også en far, der kan hjælpe ham.

Uffe kan stadig vinde over sin søn, når det gælder om at lægge arm – og Alex har faktisk ikke noget imod det.

Uffe og Alex Richter i Holstebro er far og søn. De ligner hinanden, og de går på samme måde. De har de samme bevægelser og de samme interesser – desværre har de også den samme lidelse: Tourettes syndrom.

Uffe blev 36 år, inden han fandt ud af, hvad han fejlede, og for første gang forstod, hvorfor hans liv indtil da havde været et helvede. At han så kunne se, at hans dreng havde den samme sygdom, kunne have slået ham helt ud, for alle forældre ønsker jo kun det absolut bedste for deres børn. I stedet har Uffe kæmpet med alle de kræfter, han overhovedet har, for at hans søn skulle få et nemmere og bedre liv, end han selv fik.

For livet er ikke nemt, hvis man har en masse ufrivillige tics, spjætter, blinker og stammer.  Nogle gange gør man det hele på en gang – andre gange er man ”kun” ramt af nogle af symptomerne. Nogle siger ”frække” ord, andre råber bare, men for Uffe var ”den korte lunte” og koncentrationsbesværet det værste:

– Som barn og ung kunne jeg tænde fuldstændig af, skælde mine omgivelser ud og råbe og skrige, og så blev det hele bare meget værre. Jeg kunne ikke sætte mig ind i andre menneskers følelser, når jeg ville noget, skulle det bare ske. Min mor gjorde, hvad hun kunne for mig umulige knægt, selv om hun simpelthen ikke.

Vidste, hvad der var galt med mig. Jeg stammede, jeg blev mobbet i skolen, og jeg skiftede skole i en uendelighed. Hun tog mig til den ene læge efter en anden, så kom turen til psykologer og senere til psykiatere, men der var ingen, der kunne sige, hvad der var i vejen. Så fik jeg nervepiller, for så kunne det da dæmpe mig lidt. Det bedste i min ungdom var egentlig soldatertiden: I de halvandet år, jeg var inde, var der stramme retningslin- jer, eksercits og regler for alt. Det gjorde livet lettere for mig i den periode.

En diagnose

Uffe har haft mange forskellige slags arbejde, og mange gange er arbejdet endt med, at han måtte søge videre, simpelthen fordi hans kolleger ikke var glade for at være sammen med et evigt aggressivt menneske, der blev grovere og grovere, jo mere stress, der var på arbejdet. Til gengæld var Uffe populær hos kvinderne. Han blev forlovet i 1992, fik Alex og tvillingedøtre – men forholdet var ikke lykkeligt, så det blev opløst i 2003. Børnenes mor havde også problemer, Alex havde stadig sine, og forholdet endte med en opslidende skilsmisse og kamp om forældreretten til børnene. Samtidig fik Uffe i 2002 endelig sin diagnose: Tourettes syndrom. For ham var det en åbenbaring og en forklaring på, hvorfor han havde haft det så dårligt i alle de år. Han skulle til at lære sig selv at kende og finde nye måder at leve på. Samtidig opdagede han, at det var præcis sådan, hans søn, Alex, havde det nu. Også for at give sin dreng de muligheder, han aldrig selv havde haft, kæmpede han for at få sine børn. I 2006 er Uffe enlig far til alle tre børn, der har valgt at bo hos deres far – og her møder de også den kvinde, som de i dag kalder for mor: Jette.

Der skal en kvinde af en vis støbning til at få tre børn på 13 og 11 år. De var mærket af en hård og opslidende skilsmisse samtidig havde Uffe også en daglig kamp med sig selv og sin diagnose, for nu forstod han pludselig hvor ulidelig han også kunne være. Men Jette var ikke sådan at skræmme væk.

En umulig teenager

– Jeg var alene, og da jeg mødte ham, faldt jeg fuldstændig for hans ærlighed, og så pyt være med, at han havde nogle tics og trækninger i ansigtet. Jeg anede ikke, hvad Tourettes syndrom var, og i starten var jeg også helt ligeglad: Det var Uffe, jeg ville have. At han så også havde nogle dejlige børn var fint med mig. Jeg har selv psoriasis- gigt, og derfor havde jeg bestemt, at jeg ikke selv ville føde børn. Nu fik jeg dem så foræret – men det har selvfølgelig ikke været nemt hele vejen igennem. Alex var 12 år, da han fik stillet sin diagnose, og Uffe bestemte sig for at give sin søn det, han aldrig selv havde fået.

– Min mor pakkede mig ind i vat og prøvede at beskytte mig mod omverdenen.  Det kunne hun selvfølgelig ikke. Jeg ville give Alex faste rammer og presse ham, så han kunne lære at klare sig, når der blev stillet krav til ham, og tingene blev stressede. Alex fik medicin, fra han var 12 år. Jeg fik først medicin, da jeg var 36, så allerede der fik Alex en god hjælp. Medicinen helbreder. Ikke, men den kan dæmpe symptomerne.

En teenager i huset kan være slemt. En teenager med Tourettes kan være et helvede. Alex var vanskelig, og far og søn tog deres kampe – og mange gange var Jette bange for, hvad det skulle ende med.

– Alex var grov. Han kørte hetz mod pigerne og mig, han nægtede at ordne sine pligter, og han var hidsig. Han var et mareridt, og når jeg snakkede med Uffe om det, kunne jeg høre, at det var sådan, han selv havde været som ung. Det gjorde ham rigtig ondt – men det fik ham bare til at holde endnu mere fast i sin plan. Uffe ville være en ordentlig far, ikke et dumt svin, der bare råbte og skreg, men samtidig skulle Alex lære at styre sig selv, siger Jette.

– Jeg kørte ham i stramme tøjlet, krævede ting af ham, ville have, at han tog ansvar for det, han lavede. Vi kunne blive rasende uvenner, men vi kunne også snakke om det bagefter – men det var hårdt. Pigerne forsvandt som dug for solen, når vi tog vores ture, men en dag gav selv jeg op. Jeg kunne ikke tumle ham længere, og sidste år, da Alex var 19 år, smed jeg ham ud. Jeg kunne kun håbe, vi fandt hinanden senere, men jeg vidste det ikke. Det var det sværeste, jeg nogen sinde har gjort, siger Uffe.

Alligevel sidder Alex ved kaffebordet i dag. Han spiser så store mængder kage, som kun en smedelærling kan det.  Han svarer åbent og glad. Han er høflig, og han tænker sig om, inden han svarer. Han har nemlig selv tænkt sig godt om, da han pludselig stod på gaden.

– Min far har presset mig, tvunget vitaminpiller i mig og været efter mig altid – heldigvis, siger Alex.

Min far har ret

– Det tog mig fire måneder at finde ud af det, jeg godt vidste: Jeg kan ikke løbe fra mig selv eller tillade mig at behandle andre mennesker dårligt, bare fordi jeg er hurtig på ordene. Jeg vidste jo godt, min far havde ret. Jeg kan se, hvor meget, han kæmper med sig selv, og jeg kan se, at vi er af samme slags. Jeg har lært masser af tricks til, hvordan jeg kan styre mig selv, så jeg ikke farer op og gør ting, jeg fortryder. Det er jo derfor, jeg kan være på en læreplads, hvor folk godt kan lide mig. Det skylder jeg min far, og det har jeg fortalt ham, siger Alex.

Derfor kommer Alex tit på besøg hjemme hos Jette og Uffe. Hans søstre er flyttet hjemmefra og er i gang med deres uddannelser. Til næste år er Alex færdig som klejnsmed. Han har en kæreste, og han drømmer om et arbejde på et værksted, et hus han kan bygge og et par børn. Det er en drøm, der kan gå i opfyldelse, netop fordi han fik hjælp til at forstå sig selv.

Uffe fik aldrig den hjælp, han havde brug for. Han kæmper hver dag med sit temperament, men mest kæmper han med frygten for at komme til at såre andre mennesker. Han er uddannet inden for it og kan en masse ting, men han kan ikke klare en hektisk arbejdsdag og det pres, der følger med. Hvis han kunne, ville han opfinde en spole tilbage-knap i sit liv, så han kunne gøre det godt igen, som han mener, han har gjort forkert, mens han endnu ikke havde fået sin diagnose og forstået, hvem han var.

Hvem er han så i dag? Han er et menneske, der har mødt sit livs store kærlighed i Jette. Han er et menneske, der er højt elsket af sine børn, fordi de har en far, der elsker dem 100 procent og har modet til at stille krav og presse – men også til at kramme og lægge arm med, så helt ringe er han såmænd ikke.