Af Heidi Erler
Fredag: Uffe startede som sædvanlig med at byde alle nye som gamle velkommen, og fik fortalt lidt om vores hjemmeside inkl. forum. Dette er blevet en stor succes, og der bliver også i den nærmeste fremtid lavet en online tilmelding til træffene.
Vi var i alt 16 personer til træf denne gang, heraf var de 4 ledere fra ungdomsgruppen, samt en helt ny deltager på 33 år.
Siden sidst:
Udover vores personlige siden sidst, som ikke skal skrives her, men kun er for deltagere af træffene, så blev der talt om reglerne ved pension, da en del er i tvivl om hvor meget man må arbejde når man får pension.
Torben fortalte lidt spændende om sig selv samt nye projekter:
Torben står for ungdomsforeningen og er dermed også en af ungdomslederne. Han er uddannet psykoterapeut, samt værge for unge med Tourette, samt har en 20 årig med Tourette i døgnpleje. Torben er i gang med et projekt med speciale i forældre med ADHD, Tourette og OCD børn. Dette projekt bliver til en åben dialog i Tourette-bladet, samt på www.tourettesyndrom.dk/forum . Torben er derforuden i gang med et at arrangere en rejsegruppe for unge/voksne med TS, hvor man kan indbetale penge en gang om måneden, så det ikke bliver et stort beløb (ca. kr. 3.500,- ekskl. Omkostninger og mad) på en gang. Rejsen skal være en kursus-udlandstur i 2008 (Grækenland) med behandling/selvudvikling som hovedformål. Der vil blive søgt legater til turen og der vil være 2 terapeuter med. Turen bliver for ca. 18 personer. Projektet har kørt i 4 år, men er nyt med Tourette folk.
Lørdag:
Vi fik besøg af psykolog Kirsten Maack Linde fra Fredericia. Hun har været uddannet psykolog i 12 år, og er selvstændig i psykologhuset Fokus.
Kirsten startede med at sige ”det er en smuk dag i dag at være sammen på, og at dagen i dag aldrig kommer igen” Vi skal have det sjovt og afslappet i de 2 timer Kirsten er her.
Kirsten elsker sit arbejde og er specielt interesseret i at arbejde med folk som bøvler med ting som er besværlige, for vores samfund er desværre ikke gode nok til at hjælpe.
Kirsten arbejder med Kognitiv terapi og det er også om det hun vil fortælle de næste par timer.
Man skal lære at tænke på noget andet, at angstanfald kan være normalt. Man skal finde ud af HVOR kan jeg selv gøre mine tanker nemmere. Psykologen ved ikke hvordan patienten har det i den kognitive model, så patienten skal selv hjælpe med en løsning.
Vi fik vist en tegning af en kognitiv model, som jeg kort vil fortælle om.
At tale om – konkrete situationer.
Tanker – automatiske tanker = kan være katastrofe tanker, men det behøves det ikke nødvendigvis at være.
Sætter gang i følelser = angst/panik
Sætter gang i kroppen = hjertebanken/sved o.s.v.
Adfærd = lukker sig inde for at undgå grimme situationer
Følelserne kan/er ligesom en Lp-plade med en rids i = tankerne tager over og styrer.
Man starter den kognitive terapi med at lave et skema om, hvad sker der når man har disse tanker. Man laver en skala fra 1 – 10 med problemets omfang. Er problemet slemt, så er den på 10, og så taler man om hvor langt den skal ned for at man har det godt.
Myldertanker er tanker man ikke kan nå at bearbejde, altså mange tanker på en gang.
Man kan have en tanke om at slå ihjel, men man gør det selvfølgelig ikke, fordi det kun er en tanke det er ikke en handling.
Problem 1 ► tanker ► løsning ► evaluerer ► i forhold til ?
Problem 2 ► får man problem 2, så har problem 1 ikke været effektivt nok
Alle vil når man følelsesmæssigt er oppe at køre have svært ved at styre tankerne, så kan man ikke tænke logisk.
Ligesom ved en forelskelse = det er som en midlertidig sindsyge ► fornuften stiger af.
Man kan lave en trivselsliste – PN som kommer fra latin og betyder efter behov (eller pissenødvendigt ☺). Herunder vises et eksempel på en trivselsliste, som skal kunne bruges hele døgnet, altså når man kan få det dårligt og har brug for at få tankerne på afstand.
Gå tur
Sport aktiviteter, evt. ridning
Lave puslespil
Computer i max. en time
Læse en ynglingsbog i ca. ½ time
Høre musik – om natten med høretelefon og om dagen med normale højtalere
Se en god film på DVD
Spise frugt (bananer er især gode da de giver mere Serotonin, fortalte Karina)
Man kan få 60 % tilskud til psykolog samtaler for 12 samtaler, hvis man er forældre til børn med en alvorlig psykisk lidelse. Det er egen læge som bedømmer/vurderer om Tourette hører under denne kategori.
Der findes 12 kategorier som kan ses på: www.danskpsykologforening.dk
På www.sakt.dk kan man finde de psykologer som er i et fagligt selskab i kognitiv adfærds terapi.
Kirsten sluttede af med at sige at hun kommer igen om et år med en kontinuerlig kontakt, som så skal vedligeholdes i marts hvert år til vores marts træf.
Da Kirsten var gået var der en kort pause, hvorefter Torben gav massage undervisning.
Lørdag eftermiddag var der opfølgning fra gårdsdagens, siden sidst. Der var åbenbart blevet talt nok fredag aften, så det endte mest med hyggesnak, hvilket der jo også skal være plads til. Vi talte dog lidt om at når vi bliver gale på en modpart, så skriver/taler vi ikke særligt pænt. Det er vel typisk at os med Tourette reagerer voldsomt i nuet med nogle ting, som vi så bagefter fortryder.
Aftenen blev tilbragt i hyggeligt samvær.
Søndag:
Torben underviser i en lagkagemodel omkring Sex, Penge, Sjov, Bolig, Helbred, Arbejde, Udvikling, Familie/Venner.
Det går ud på at man bliver spurgt ind til de forskellige områder, hvor man så giver point fra 0 – 10. 0 er inde i midten som det dårlige og 10 er i den yderste del af lagkagen hvor det går godt. De ting som ligger ind mod midten er så de ting som man skal arbejde med, så de bliver bedre. Her kan man evt. bruge den Kognitive model.
Evaluering: Der var desværre koks i afregningen fra øl, vin, vand, så alle måtte dele beløbet op og betale hver kr. 22,50 ekstra for at det passede. Dette er ikke ok, så næste gang skal der betales for hver gang man henter. Derudover skal folk lære at rydde op efter sig selv, når vi har spist eller hygget om aftenen o.s.v.
Det var som sædvanlig en kanon weekend, og rart med et nyt medlem mere og super at de 4 fra Ungdomsgruppen var med. Det skal gerne give en glidende overgang fremover, far ung til voksen, og de unge som var med denne gang syntes også godt om vores nye samarbejde og de vil også alle deltage igen til næste træf, SUPER! Alle nye har fra dag 1 af følt sig velkommen, takket være siden sidst.
Vi blev enige om at vi skal fortsætte med siden sidst om fredagen, men så droppe det om lørdagen. Ved siden sidst skal ALLE som har brug for at tale, lyttes til, nogle gange har man mere brug for det end andre gange, og vi er hinanden og vores Tourette nærmest. Det vil så nok også tage længere tid, men så må der evt. holdes lidt flere rygepauser – det må/skal tage den tid det tager.
Lørdagene kan vi så evt. dele os op i små grupper hvor man kan tale frit om det der lige berører en, man skal så bare passe på at det ikke hver gang bliver de samme, så man kun knytter sig til enkelte personer.
Er man med fra starten til de faglige emner, så bliver man og lytter, så det ikke bliver for forstyrrende for andre. Selvfølgelig skal der være plads til at man har det skidt ind imellem, og så må man gå lidt for sig selv.
Fremover spiser vi morgenmad kl. 9.00, altså en halv time før end vi plejer, og så starter vi på evalueringen ½ time før vi spiser frokost søndag, og så taler vi færdig imens vi spiser (dog ikke med mad i munden ☺☺). Dette er for at det ikke skal trække i langdrag, for når vi er nået så langt på weekenden, så vil vi alle gerne hjem til vores familier igen.
Vi glæder os til at se jer alle igen, samt forhåbentlig en masse nye deltagere til vores augusttræf den 17 – 19. august 2007 ☺☺☺