Referat skrevet af Heidi Erler
Fredag:
Alle er ankommet og har fået tildelt hytter, hvorefter vi skal have et godt aftensmåltid efterfulgt af ”hvad har du på hjertet”. Her kan man fortælle hvad der er sket siden sidst og nye kan præsentere sig. Denne gang var der dog ingen nye med.
Undertegnede starter ud med at bede folk om, at gå udenfor ligesom rygerne, hvis man skal bruge mobiltelefon, da det ved sidste træf tog overhånd med mobiler, og vi skal jo gerne være sammen med hinanden i disse weekender, hvor tlf. ikke skal fylde alt for meget.
En fortæller at han har fået tildelt pension i juni 2018, på trods af at han først startede med at søge om det i november 2017. Dejligt at det er gået så hurtigt. Det har også givet mere ro, så tics’ene ikke længere er så slemme.
En anden nyder godt af musik og motion, som holder touretten og tvangstankerne nede. Derudover bruges puslespil og kognitiv terapi.
Derudover er en af vores deltagere med i musikprogrammet ”All Together Now”, som vises hver lørdag kl. 21.00 på Kanal 5. Vores tourette deltager har voldsomme tics i programmet, så det er skønt at der er fokus på touretten.
Der hyggesnakkes rundt om bordet resten af aftenen.
Lørdag:
Lørdag formiddag kørte de fleste af os ind til Fredericia by, hvor vi osede lidt, og sluttede af med en enkelt på ”den engelske pub”. Det er efterhånden blevet en tradition. Derefter kørte vi tilbage igen for at få frokost.
Efter frokost spillede vi minigolf. Pointene var spredte på 23 – 39 men det var en rigtig hyggelig eftermiddag med hygge og gode grin af og med hinanden, hvor vi afsluttede eftermiddagen med kaffe og kage. Herefter var der tid for sig selv eller med hinanden, alt efter hvad man havde mest lyst til.
Efter en lækker gang aftensmad gik vi alle i vores fællesrum, hvor der blev hyggesnakket, grinet og spillet guitar med sang.
Søndag:
Efter et godt morgenbord er det tid til at evaluere på weekenden.
Alle er enige om, at det har været dejligt at være sammen med andre med tourette, hvor man kan slippe tics’ene løs uden at blive set skævt til. Det har været sjovt, hyggeligt og rart at se alle igen.
Sjovt med minigolf, hvor man laver noget socialt sammen og samtidig får frisk luft.
Ærgerligt at ikke alle ”de gamle” kunne deltage denne gang.
Mobiltelefonerne har ikke fyldt så meget denne gang, og det har givet mere socialt samvær.
En var i dårligt humør ved ankomst fredag, men da han var sammen med os andre og vores gode humør og gode humor, så blev det hurtigt vendt til godt humør. Dejligt at vi kan bruge hinanden på godt og ondt og lære af hinanden.
En har en del råbe-tics som ordet ”penis”, det kom der gode råd ud af, så tics’en blev lavet mere børnevenlig og der nu bliver råbt ”penicillin er godt for helbredet” !
Humor er blevet brugt en del denne weekend. Tak for det og tak for jer !
På gensyn til nye og gamle med tourette !
De næste 2 tourette træf er :
Weekenden den 3.-5. Maj 2019 hvor vi håber på at få Heidi Biernat til at komme. Denne weekend har vi også 15 års jubilæum.
Weekenden den 13.- 15 September 2019 hvor vi vil forsøge at få distriktspædagog Martin Kjærgaard til at komme.
Det ligger endnu ikke fast med foredragsholderne, så der kan forekomme ændringer, men datoerne ligger fast, og må gerne skrives i kalenderen.